Terapi

Formålet med ethvert terapiforløb er at etablere kontakt til ens kvaliteter med henblik på at skabe ligevægt og glæde.

Det indebærer konfrontationer med det, der står i vejen som f.eks. stress, angst, depression, mindreværd, ensomhed, ikke at kunne finde sit ståsted i livet, relationsproblemer.

I terapien er det muligt at lære at komme i kontakt med hjertet og kommunikere herudfra. Få erfaring med ikke at lukke af overfor sig selv, men etablere en medfølende og venlig forbindelse til sig selv.

Nænsomhed, venlighed, tålmodighed og åbenhed er det, du kan forvente at møde hér. I ethvert terapeutisk forløb er det afgørende, at tillid er en vigtig ingrediens, og du kan efter vores første møde, mærke efter om dette er det rigtige sted for dig.

Formen vil generelt være samtaleterapi.

Endvidere kan der indgå musikrejser GIM (Guided Imagery and Music)

Kort om hvad GIM er:

Musikterapi er en måde at nærme sig og løse de problemer, du måtte have. Ved hjælp af nøje udvalgt klassisk musik er det muligt at kontakte både problemområder og ressourcer i det ubevidste på en kreativ og konstruktiv måde. Man kalder det at rejse til musik.

Det foregår på den måde, at du ligger ned og lytter til den musik, jeg vælger udfra det vi har talt om. Efter en kort afspænding begynder musikken, og du udtrykker alt hvad der falder dig ind. Jeg støtter dig undervejs og skriver det ned du fortæller. Det får du med dig efter sessionen. Efter musikrejsen er det muligt at udtrykke dine oplevelser i tegning og vi taler selvfølgelig også om, hvad der har gjort indtryk på dig.